Forsuring af goldkøer: Hvad virker bedst?

Ved forsuring flyttes syre-basebalancen i blodet, og der opstår en metabolsk acidose, også kaldet syreforgiftning. Det er måske et voldsomt ord at bruge – forgiftning – men ikke desto mindre er det reelt dét, der sker. Derfor er det også utroligt vigtigt at være omhyggelig i både foderplansberegningen, herunder beregningen af CAB-værdi samt i at følge skarpt op på effekten af det med pH-målinger, for at forsuringsniveauet dermed bliver korrekt. 

Når goldkoen forsures, tager det op imod 36 timer, før den fulde effekt af forsuringen slår igennem og ligeledes også op mod 36 timer, inden forsuringen er ude af kroppen igen. Denne overgangsperiode i begge ender vil således påvirke koen i en vis grad. Det er en væsentlig faktor at have med i sin planlægning af forsuringsperiodens varighed, som ikke skal være længere end nødvendig, men heller ikke så kort, at effekten ikke når at slå igennem.

Når blodet forsures, vil homeostase-reguleringen af calcium blive aktiveret til alarmberedskab og herefter forsøge at kompensere for blodforsuringen ved at tilføre en masse ekstra calcium til blodbanerne. Dels ved at stimulere nyrerne til at fremstille steroidhormonet calcitriol, der forbedrer cellernes evne til at absorbere calcium fra tarmene til blodet og samtidig mindske dannelsen af calcitonin, hvorved PTH-hormonudskillelsen fra biskjoldbrugskirtlerne øges. PTH regulerer niveauet at calcium i blodet, og en stigning i PTH i blodet vil således trække calcium ud fra knoglerne.

CAB beregnes traditionelt: (Na + K) - (Cl +S), hvor klor og svovl er de mineraler, der trækker CAB i negativ retning og derfor er de mest interessante, når vi vil bruge forsuringsstrategien mod mælkefeber. 

Det er dog vigtigt at regne ækvivalentniveauer (Eq) for at finde de korrekte mængder af de forskellige mineralkilder, da de ikke kan sammenlignes 1:1. Således beregnes 1 Eq Chlorid til at kunne tildeles med f.eks. 73,5 g vandfrit calciumklorid (CaCl₂), 101 g magnesiumklorid (MgCl₂) hexahydrate, 53,5 g ammoniumklorid (NH₄Cl) eller 103 mL saltsyre (HCl), (HCl er effektivt, men ikke tilladt til foderbrug). Bruges i stedet en svovlkilde, beregnes 1 Eq svovl tildelt ved 123,2 g magnesiumsulfat (MgSo₄) heptahydrat, 16 g rent svovl, 101 g dehydreret calciumsulfat (CaSo₄) – der er en form for gips – eller 28 ml koncentreret svovlsyre. 

Forsøgresultater - magnesiumchlorid er effektivt
Et ældre forsøg med jerseykøer publiceret i J. Dairy Sci. (Goff. Et al. 2004) undersøgte forsuringseffekten ved tilsætning af 2 Eq af forskellige klor- og sulfatkilder mod hinanden ved pH-måling af urin. Resultatet kan du se i figur 1.

Figur 1: Gns. af pH i urin målt ved tilsætning af 2 Eq anioner ved brug af hhv. saltsyre, ammoniumklorid, kalciumklorid, kalciumsulfat, magnesiumsulfat eller rent svovl. (Goff. Et al. 2004)

Urin-pH målt hos køerne på basisfoderet uden tilsætning af de anioniske salte lå på 8,26 +/- 0,038, hvilket derfor i forsøget bliver betragtet som basisniveauet og dermed kontrolmålinger. Som det ses af figur 1, er de kloridholdige kilder de mest effektive til at sænke urin-pH, og magnesiumsulfat sænker f.eks. kun urin-pH til 7,9 +/- 0,08, som ikke er signifikant forskelligt fra basisniveauet.

Tabel 1: Gns. pH-målinger på hhv. urin og blod samt baseoverskud i blodet ved behandling med hhv. klorid (magnesiumklorid) og sulfat anioner (magnesiumsulfat) i forskellige doseringer.  (Sammendrag fra tabel 2, 3 og 4 Goff. Et al. 2004) NB. Spredningen på gennemsnitstallene er udeladt i denne gengivelse, men er oplyste i artiklen.

^aSignifikant forskellig fra kontrol behandling med kun vand i samme forsøg (P< 0,05).
^bSignifikant forskellig fra samme ækvivalentmængde af sulfat i samme forsøg (P< 0,05).

Som det ses af resultatsammendraget i tabel 1, er magnesiumklorid det mest effektive til at forsure blodet med. Sulfat er kun 60% så effektiv til at forsure som klorid. Tilsætning af magnesiumsulfat kan godt flytte urin-pH til et signifikant lavere niveau end kontrollen, men vil ikke være nær så effektivt som magnesiumklorid, når der måles på blodparametrene. Derfor anbefales det at bruge magnesiumklorid fremfor magnesiumsulfat til forsuring af goldkøer. Derudover konkluderes det også i artiklen af Goff, at pH-målinger på urin til daglig styring i den enkelte besætning kan være en udmærket indikator for forsuringseffekten. Det er derimod ikke præcist nok kun at måle urin-pH til at skelne effekten af klorid vs. sulfat. 

Ligeledes bør CAB værdien i foderberegningen ved brug til forsuring af goldkøer beregnes på ion-niveau og dermed: (Na⁺ + K⁺) - (Cl^- + 0,6 S^--) i stedet for den traditionelle formel: CAB= (Na + K) - (Cl +S).

Der er i resultatet fra forsøgene også en identifikation på, at den forsurende effekt, som sulfat har, blokeres ved højere dosis og dermed aftager igen, hvor forsuringseffekten af klorid blot fortsætter med at stige. Dette ses i værdierne for baseoverskud i blod under sulfat i tabel 1, Det kan skyldes, at det absorberede sulfat hurtigt frigives til urin og derfor forsurer urinen OK, men ikke når at have den nødvendige effekt i blodet, før det udskilles igen. En anden, men ikke uvæsentligt faktor i valget af forsuringsmineraler, er også smagbarheden af dem i forhold til at sikre tilstrækkeligt foderoptag hos den meget højdrægtige ko. Her har magnesiumklorid også en klar fordel frem for magnesiumsulfat, som køerne bestemt ikke er vilde med smagen af, og som derfor godt kan påvirke foderoptaget ved for høj dosis.

Endelig vil de store mængder svovl, som kommer ned i vommen ved brug af magnesiumsulfat til forsuring, også øge risikoen for svovlholdige forbindelser, som kan være direkte skadelige for vombakterierne og dermed ødelægge vomfunktionen hos den ko, der lige om lidt skal omsætte en masse foder til mælk. På denne baggrund er Vilofoss’ anbefaling derfor at anvende magnesiumklorid fremfor magnesiumsulfat, når der arbejdes med forsuring som forebyggelse af mælkefeber.

Kilde: Goff et al. (2004): Relative Acidifying Activity of Anionic Salts Commonly Used to Prevent Milk Fever. J. Dairy Sci. 87: 1245-1255