Information fra Vilofoss vedr. tiltag i forbindelse med COVID-19
27. marts 2020

Information fra Vilofoss vedr. tiltag i forbindelse med COVID-19

Antallet af smittede med COVID-19 (Corona-virus) stiger i Danmark. Ved pressemøderne i Statsministeriet var budskabet fra statsministeren og de repræsenterede myndigheder meget klart: Corona-virus skal tages meget alvorligt, og vi skal alle gøre, hvad vi kan for at være med til at forhindre, at situationen udvikler sig med alvorlige konsekvenser til følge.

I Vilofoss siger vi, at vores CSR-indsats skal vurderes på vores konkrete handlinger. Derfor bakker vi fra Vilofoss’ side fuldt op om myndighedernes tiltag, og vi forventer, at alle vores medarbejdere gør det samme. En ting er, at vi skal passe på hinanden og sikre virksomhedens drift, men vi skal også tage vores del af ansvaret for at passe på de af vores medborgere, som vil blive hårdt ramt, hvis de smittes, og som har brug for, at sundhedssystemet ikke overbelastes.

Samtidig har vi som landbrugsselskab et ansvar for at sikre, at alle vores kunder får leveret de varer, de har brug for, så vi opretholder produktionen i landbruget. Derfor har vi iværksat en række tiltag, som skal bidrage til at minimere risikoen for smittespredning og samtidig sikre driften.

Det, mener vi, er sund fornuft, og vi håber, at vores kunder vil bakke op om det.

Tiltagene er:

  • Vi har stoppet alle kundebesøg. Vores sælgere er stadig på arbejde, og selvom de ikke kommer på besøg på bedrifterne, så er de er som altid til at fange på telefonen, hvor de stadig vil yde den samme gode Vilofoss-service.
  • Vores chauffører er en vigtig del af vores drift, og vi har derfor bedt dem om at holde behørig afstand og så vidt muligt undgå kontakt med vores kollegaer, kunder og medarbejdere. Det er både for jeres og for deres skyld.
  • For at minimere risikoen for vores drift modtager vi ikke besøg på vores kontorer, fabrikker og driftssteder uden forudgående telefonisk aftale. Det gælder ikke ved afhentning af lagerførte varer.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi har styr på vores forsyninger, og alt kører som normalt. Vi forventer at ovenstående tiltag vil sikre, at det fortsætter sådan.

Vi er som altid klar til at svare på eventuelle spørgsmål, der måtte opstå.