7. februar 2019

Vilofoss-gruppen leverer bedste resultat nogensinde

DLG’s globale forretningsområde Vitaminer & Mineraler, Vilofoss, præsterer det bedste år nogensinde i 2018. Især Tyskland og Danmark leverer meget tilfredsstillende resultater.

Vilofoss-gruppen leverede det bedste resultat nogensinde med en flot resultatfremgang, især i Danmark og Tyskland. Vilofoss havde en omsætning på 3,0 mia. kr. i 2018 og realiserede et driftsresultat (EBITDA) på 168 mio. kr. Resultatet før skat blev på 135 mio. kr. mod 127,5 mio. kr. i 2017 – en fremgang på 6%.  

”Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet i Vilofoss. Vi har haft stort fokus på kunderådgivning, udnyttet synergierne bedre på tværs af koncernen, effektiviseret produktionen på vores 15 fabrikker og udvidet produktionen på flere fabrikker. Desuden ændrede alle vores selskaber navn til et fælles brand, Vilofoss, i 2018. Det har givet os en stærkere fælles identitet blandt medarbejderne, bedre indkøbsbetingelser og konkurrenceevne,” siger koncerndirektør i Vilofoss, Jacob Holm.

Med en markedsandel på 20% på foderblandinger i Europa er Vilofoss en af de førende aktører på det europæiske vitamin- og mineralmarked. 

Stærk international vækst
Vilofoss har i starten af 2019 købt sig ind i det franske selskab, ARC, der er specialist på smågrisefoder. Med endnu en fransk fabrik er Vilofoss med fem franske fabrikker førende på salg af specialfoder i Frankrig. 

”Vilofoss producerer 375.000 tons vitaminer og mineraler om året og er i høj grad med til at sætte dagsorden for den europæiske husdyrproduktion. Ambitionen er en fortsat international vækststrategi med investeringer i øget produktionskapacitet og strategiske partnerskaber. Udover vores stærke position i Europa så vækster vi også på de globale markeder med vores specialprodukter med bl.a. to nye salgsselskaber i Nordamerika,” siger Jacob Holm.